Match 751 til 765 fra 765
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 751 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I17)
|
| 752 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I11)
|
| 753 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I57)
|
| 754 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I42)
|
| 755 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I62)
|
| 756 | Svanninge sogns kirkebog 1771 Iver Smed og Anna Hansdatter, Svanninge Trolovet 13. oktober Bryllup 6. december Navne på forlovere ikke anført | Familie: Iver PEDERSEN / Anne HANSDATTER (F106)
|
| 757 | Typograf, bl.a. på Roskilde Dagblad, Nielsen & Lydiche, og Felix Møller, Roskilde. | GUSTAVSEN, Ejvind (I31)
|
| 758 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I73)
|
| 759 | Uddannet som købmand | PETERSEN, Else Kirstine (I34)
|
| 760 | Uddrag af beskrivelse fra Vindinge Lokalhistoriske Forening (forfatter ukendt) Ejler Christian Iversen før besættelsen (1932-1940) Ved Jens Jørgen Iversens død den 22.5.1932, kun 54 år gammel, overtog hans enke smedjen og fik sønnen Ejler Christian Iversen hjem for at videreføre forretningen. Ejler Iversen var født 17.1.1905 og kom altså til Vindinge som 8 årig og fik sin skolegang i Vindinge hos lærer Larsen. Dagen efter sin konfirmation kom han i smedelære hos sin far, selv om han meget hellere ville have været konstruktør. Den 16. december 1925 blev han gift i Reerslev kirke med sin højgravide kæreste, Anna Marie Mikkelsen, født 5.4.1904 og skomagerdatter fra Skjern-egnen. De havde truffet hinanden gennem Ejlers søster, som var stuepige på Roskilde adelige jomfrukloster sammen med Anna. Det blev naturligvis udnyttet i bryllupssangen: I Roskilde by, som nu har et godt ry, et adeligt kloster der står, og Anna som er jo så sød og så from, til sidst på det kloster hen kom. på klosteret er der så herligt og rart, selv Ejler en søster der har, de nu blev veninder og det i en fart, og siden de været det har. men hjemme i Vindinge der er dog bedst, ret ofte de kom og holdt fest, thi Ejler han syntes, at Anna var sød, og derfor han hende straks skød, Parret boede først i Himmelev, hvor deres l. barn Leif blev født 26.1.1926. 1927 flyttede de til Ringsted, hvor Ejler Iversen forpagtede en benzintank med et mindre værksted. Derefter måtte han aftjene sin etårige værnepligt ved flyvevåbenet. Den 16.5. 1928 fik de datteren Eva, og samme år flyttede familien til Tåstrup, hvor de 3.10.1929 fik datteren Rita. Da faderen døde i 1932 måtte familien flytte til Vindinge og overtage smedjen og forsørgelsen af moderen og hans to yngste, hjemmeboende søstre, den 20-årige Elise Cecilie, der 1940 blev gift med Niels Villy Gustavsen, og den 16-årige Grethe. Hun blev senere gift med den jævnaldrende Børge Lindorff, der som ung arbejdede for sin svoger. Den ældste søster, Anna, var 1928 blevet gift med Fred Grigo - der trods navnet var sønderjyde og et par år også havde arbejdet som smed hos Gamle Iversen - og udvandret med ham til USA. Ejler Iversens næringsbrev er dateret 3.2.1934. I Vindinge blev det 4. barn, Jørgen, født 26.6.1946. Forinden havde Ejler Iversen efter moderens død den 30.9.1939, 56 år gammel, formelt overtaget smedjen den l0.12. samme år. I begyndelsen af 1940 blev han optaget i Gl. Roskilde Amts Smedemesterforening. Formanden sluttede sit velkomstbrev til Ejler Iversen sådan: Måtte du blive et ligeså skattet og afholdt medlem som din kære afgåede fader. I Vindinge beskæftigede Ejler Iversen sig med alt fra grovsmedearbejde til bilreparationer og fik i 1930erne installeret en Shell-benzintank på Tingvej. Den kom til at ligge på nabogrunden mod nord, hvor kommunens fattighus fra 1700-taller havde ligget helt ude ved vejen (matr.nr. 63). Fattighuset var for nylig blevet revet ned i forbindelse med den udvidelse af Tingvej-Tunevejen, som gjorde denne til hovedruten gennem byen; indtil da havde vejen blot ført mod Øde Hastrup med en afstikker ned til Mørbjerggård. Ejler Iversen svejsede også tidligt med et primitivt svejseapparat, indtil de nyere flasker til gassvejsning kom frem. De gamle konstruktørdrømme blev virkeliggjort under krigen, da han konstruerede en spareovn (se næste kapitel), og senere fik han patent på et køleskab og en juletræsfod. Ejler Iversen var tilsynsførende for NESA-Nordsjællands Elektricitets-og Sporvejs Aktieselskab, stiftet 190l - og skulle træde til i tilfælde af strømafbrydelse. Elektriciteten var kommet til byen i 1921 og bredte sig efterhånden også til de fjernereliggende gårde. I starten af 1925 havde byen fået gadebelysning - 14 lamper - og elektrisk lys i Kirken. Da vandværket i 1934 også gik over til elektricitet og sagde endegyldigt farvel til både vindmotor og petroleumsmotor, gik købet af den nye elektromotor gennem Ejler Iversen. Samme år etablerede hans tidligere smedesvend, Hermann Dahl Jacobsen sig som selvstændig i nyt hus og smedje på Tingvej 29. Fremover deltes han med Ejler Iversen om vandværksarbejderne, bl.a. arbejdet med at forbinde ledningerne på den østre gade - Kærvej. Jobbet som motorpasser og tilsynsførende ved vandværket gik dog til Ejler Iversen for 70 - senere 90 - kr. årligt. 2.12. 1940-45: "Landsbysmeden atter kommet til ære og værdighed" Iversens efterkommere har gemt en interessant artikel med denne overskrift fra hovedstadsavisen "Socialdemokraten" 9.6.1941, signeret "Broe". Den afspejler meget klart forholdene på landet under besættelsen og illustrerer den kendsgerning, at landmændene - og som følge heraf også smedene - producerede på livet løs til gode priser i "de 5 forbandede år". Artiklen fortjener at blive citeret næsten i sin helhed: Smeden er atter blevet en uundværlig skikkelse i landsbyen. Der er altid travlhed hos smeden nu. Jernet gløder i essen, og ambolten synger for hammerens slag. Man kan høre den på lang afstand som kirkeklokken, og når man frem efter lyden, står heste udenfor og sparker utålmodigt i jorden, mens de venter på at få nye sko. Tiden har vendt op og ned på begreberne. Gamle håndværk, der var i miskredit, er kommet til ære og værdighed, og det gælder først og fremmest smeden. Forleden kørte jeg gennem sjællandske landsbyer for at finde den helt rigtige smedje, sådan som den så ud i vores barndom, og sådan som den atter ser ud i dag. Det var lidt vanskeligt, for vel har hver landsby sin smed, men smedjerne bærer næsten alle præge af automobilismens snart helt overståede tidsalder. Mellem de to krige, da automobilen gik sin sejersgang, blev landsbyernes smedjer lavet om. Det gav mindreværdskomplekser, hvis de lignede en rigtig gammel romantisk smedje. Der skulle være et funktionalistisk præg over dem, og de blev automobilværksteder, hvor man reparerede motorer, borede ventiler ud eller ladede akkumulatorer. Der havde bredt sig en dekadence, så man næsten så ned på heste, og bonden kom alt for sjældent kørende med sine gamle redskaber til reparation. Det var meget lettere og ikke meget dyrere at købe nye. Den smed, der stejlt holdt fast på sit gamle håndværk, blev distanceret ... men nu tager han revanche. Nu er det ham, der atter er i forgrunden og hævder sig med håndværkets stolte traditioner. Endelig i Vindinge træffer jeg den helt rigtige landsbysmed. Iversen hedder han. Han er en mand i fyrrerne, men har holdt fast ved de gamle traditioner og den gamle smedje, som han fik i arv efter faderen. - Det er ikke for det, siger han. Jeg var såmænd også ved at give mig. Jeg skulle også have hele butikken lavet om til sådan et bilværksted, men da jeg skulle købe de moderne maskiner, kunne vi ikke blive enige om prisen. Forhandlingerne trak i lang-drag, heldigvis. Og nu skal jeg garantere for, at der heller ikke kommer automobilreparation, før Verden kommer i lave. - Næh, jeg holdt fast ved smedehåndteringen, sådan som jeg havde lært den, men jeg måtte naturligvis følge med udviklingen. Jeg reparerede også biler og traktorer, og det var slet ikke så ilde et arbejde, men det rigtige smedehåndværk, det er alligevel det, man bedst kan li', og nu er man altså atter smed, sådan som man lærte det i sin ungdom, det vil for mig sige under den forrige krig. Min far har haft denne smedje fra gammel tid, så han har lært mig at skatte håndværkets ældgamle traditioner. Sådan noget som at beslå en hest, det stod for ham som noget meget ansvarsfuldt. Han kunne ikke lide de hestesko, man køber på bånd i fabrikkerne. Der er ikke den helt rigtige slidbane på dem. Det er med heste, som med mennesker. Nogle mennesker træder bagud og slider hælen, andre slider mest på siderne. Sådan er det også med en hest. Han sagde altid, hver hov sin sko. Man skal kende sådan en krikke fra følsben og vide, hvad slags sko den skal ha'. Kun på den måde får den nogen, der er virkelig holdbare. Jeg holder med min far, og jeg laver også selv helst skoen. Her skal De se. De har naturligvis ikke så stor forstand på hestesko, men de kan snart se, hvaffor en, der er fra fabrik, og hvalfor en, jeg selv har lavet. Ja det er rigtigt. Det tænkte jeg jo nok - Næh, nu skoer jeg heste, og det er morsommere end både at lappe bilringe eller reparere traktorer, og så er der det, at jeg måske kunne reparere en bil ligeså godt, som bilmekanikeren, men han lærer aldrig at sko en hest som smeden. - Vi har endnu ikke fået så mange heste til skoning, for bonden er sparsommelig Man kunne før krigen få en hest beslået for 4.80. l dag koster det 10.40. Nu i foråret har smeden haft en masse at bestille, især med harver og plove, der skulle repareres. I vinter kunne jeg også have fået meget, men jeg manglede kul til essen. Nu har jeg lidt kul, men nu kniber det mere med jernet. Alt det gamle jern er vi på jagt efter. Jeg havde jo en hel del liggende i brokkassen, og De kan tro, at der blev pillet frem. Så er man gået på opdagelsesfærd rundt i gårdene, for der står altid en gammel plov eller radsåmaskine ude i laden, der kun har jernets værdi, og den kunne smeden bruge. Men det går ikke mere. Bønderne vil ikke af med jernet. "Vi har noget gammelt jern liggende, smed, men det får du ikke, for at du kan gå og reparere de andres maskiner, så der ingenting er, når vi en gang skal have lavet noget. " ... - l foråret har jeg haft meget at bestille med at reparere harver og plove. Bonden skal have alt i orden, for der er ikke en alen jord, der ikke bliver dyrket. Og så er der jo heldigvis det, at bonden stoler på os smede. Vi er altid omhyggelige. Vi kan gå og kæle for sådan en plov, der skal gøres i orden, og der er sikkert noget rigtigt i, hvad bonden siger, at den først rigtig holder, når smeden har haft den til reparation. Vi finder de svage punkter, og så kan vi lave lidt forbedringer, hvor bonden ønsker det. Han finder jo ud af små finesser, som man ikke rigtigt regner sig til inde på fabrikkerne. - Og så er vi begyndt at lave noget helt nyt, og det er spareovne. Her er der sådan en karl til at sætte på komfuret, for at mutter kan få det mest mulige ud af ilden. Der er jo tidligere gået alt for meget varme til spilde ved et komfur, og det er der ikke råd til mere. Tidens vanskeligheder har i hvert fald medført, at bonden og smeden har fundet hinanden igen. Der er atter brug for forhammeren, og der er da heldigvis muskler tilbage i armen på den danske smed. - Iversen producerede gennem hele besættelsen sin "Iso"-Spareovn, en kugle- eller rørformet rundtræksovn med askeskuffe, model A til komfuret, model B med rør til skorstenen, i marts 1945 til 29 kr.34. Ejler Iversen efter besættelsen (1945-56) Moderniseringen af vandledningsnettet 1948-50 var så stor en opgave, at de lokale tilbudsgivere måtte alliere sig med udenbys firmaer, Dahl Jacobsen med et firma i København, og Iversen med brdr. Dahl, Roskilde. Arbejdet blev givet til Iversen, idet en entreprenør, Christian Jacobsen skulle foretage gravearbejdet. Efter krigen blev faderens cykelforretning udvidet til også at omfatte knallerter. Men der kunne stadig sælges cykler. I familiearkivet er bevaret et par købekontrakter på cykler, solgt til kunder på Gjeddesdal og i Tune for den imponerende pris af 250 kr. og 338 kr., den sidste med dynamolygte. Alting var steget under krigen - en bilvask for dem, som ønskede det, kostede i 1949 6 kr. I 1955 opgav vandværket dog betalingen for bilvask. Fra Ejler Iversen er bevaret 2 store regnskabsbøger fra 1949 til 1955 - året før forretningen afvikledes. De giver først og fremmest et overblik over, hvem der var hans kunder, hvad han leverede til dem, og hvad det kostede. Kundekredsen var omfattende og rummede omkring 80 navne, flest naturligvis fra Vindinge, men også nogle fra nabolandsbyerne og fra Roskilde. Reerslev Vindinge kommune var en god kunde med mere end 60 poster i perioden maj 1951 - maj 1952, fra udskiftning af pærer i gadebelysningen à 3,25 kr, til installering af 4 stk. wc med frostfri cisterne og frostfri kumme til skolen. Et pluk fra listen giver et indtryk af livet i Vindinge før den blev soveby: Vindinge Vandværk, Vindinge Brugsforening, Vindinge Idrætsforening, Kirken, Mejeriet, Forsamlingshuset, Frysehuset (opført 1951, her kaldt "Frysebox"), møller Stærkind, vognmand Kai Jensen, tømrer Thorkild Jensen, hønseriejer Aage Sørensen, vognmand Harald Larsen, Vindinge Brødfabrik, slagtermester Henrik Jensen, købmand Johannes Jensen, slagtermester Johansen, murer Joh. Jensen, betjent H. Jensen, sognefoged P. Jensen, entreprenør Chr. Rasmussen - og Margrethe Jensen på Centralen. Men ellers fremgår det klart, at det var bønderne, gårdejerne, der gav mest arbejde til smeden. Gdr. Poul Israelsen på Lønbjerggård - eller hans karl var hos smeden 33 gange alene i perioden 2. april - 28 juni 1949, altså hver 3. dag, 4 af gangene for at få skoet heste. Ellers var der mest tale om småre-parationer af alt fra plæneklipper og cykle til hesterive, og af større poster opsætning af stødhegn for 280 kr. inkl. tråd og elektrikerløn. Andre gårdejere, som brugte Iversen, var Anton Larsen på Mørbjerggård, Arne Hedebo fra Tune, Holger Andersen på Lysegård, Kr. Thomsen på Ørnemosegård, Henning Hansen på Højgård, Forpagter Mogens Brochsgaard på Mindstrupgård, sognerådsformand Aage Jensen på Tunevej, P. Pedersen på Moesgaard (i dag Rideklubben), Frits Pedersen, Lillevang, Johannes Sørensen på Mejerigården, Jørgen Knudsen på Kvistbjerg, P. Danielsen på Nygård, Johanne Jensen på Vindingegård, Chr. Sørensen på Søbjerg, K. Kirk på Stærkendevej, J. P. Nielsen på Lillevangsgård, Chr. Henriksen på Hastrupgård, H. Chr. Petersen på Tornagergård, og Oluf Holgersen på Vesterhøj gård. Langt over halvdelen af byens gårde brugte Iversen. Fastelavnssøndag 1954 brændte Mindstrupgård, og den 24. april samme år nedbrændte Vesterhøjgård og Lysegård. Midten af 1950erne var ikke god ved byen. Den 22, januar 1928 var Jens Jørgen Iversens sønderjyske smedesvend, Frederik Grigo blevet gift med Iversens datter Anna i Vindinge kirke. Kort efter var de rejst til USA, hvor Grigo først arbejdede på Fordfabrikkerne i Detroit og senere skabte sig en solid levevej som producent og udlejer af påhængsvogne. I slutningen af 1947 var parret hjemme i Danmark og Vindinge for første gang i 19 år. De ankom med juleskibet "Gripsholm" og fik den opmærksomhed, som dengang tilfaldt enhver hjemkommen fra "Amerika" - som USA endnu blev kaldt i Danmark. De blev modtaget af familien på kajen med en stor plakat: "Her er Vindinge", og den lokale avis noterede, at også en anden dansker "med tilknytning til Roskildeegnen", var med juleskibet hjem. 6 år senere valgte Anna og "Fred" at komme hjem og fejre deres sølvbryllup den 22.1.1953 hos broderen Ejler i smedeboligen i Vindinge, hvor deres bryllup i sin tid havde stået. Denne gang ankom de med fly: Vi tog fra New York kl. 19 2. juledag og blev hentet af familien i Kastrup Lufthavn kl. 20 3. juledag. Det er ikke længere, end det tog os at komme til Sønderjylland fra Vindinge, da vi var hjemme lige efter krigen. Besøget og sølvbrylluppet med familie og venner har uden tvivl længe været samtaleemne i Vindinge og blev naturligvis behørigt omtalt i den lokale presse. Roskilde Tidende lavede et interview med parret til offentliggørelse på selve sølvbryllupsdagen. De blev bl.a. spurgt, om man mærkede meget til de mange undersøgelseskomiteer i Amerika, hvor mccarthyismen på det tidspunkt med sin koldkrigs-heksejagt på påståede venstreorienterede for "uamerikansk virksomhed" på det tidspunkt var i fuld blomstring. "Det er kun kommunisterne", svarede Fred som de fleste amerikanere ville have gjort. "Hvordan med negerproblemet?", spurgte journalisten videre. Det er ikke noget problem i Detroit. Negrene bor i deres egen bydel, og de hvide bor i deres. Efterhånden som der bliver flere negre og de flytter ind i de hvides bydel, fortrækker de. ... På fabrikkerne arbejder negre, russere og italienere side om side, uden at de nogensinde giver sig til at hakke på hinanden . ... Jeg har i øvrigt mange kunder, der er negre. Sølvbrylluppet blev ikke det sidste besøg i Vindinge. Fred døde i 1970 og Anna i 1993, begge i USA. I 1956, ophørte smedeforretningen på Tingvej. Ejler Iversen overtog DSBs vognmandsforretning - i begyndelsen sammen med købmand Johs. Larsen i Vindinge. 1967 overdrog han forretningentil sin svigersøn, Ritas mand Henning Buch-Larsen. En speditionsforretning, han havde oparbejdet, blev afhændet 1969. Ejler og Anna var da for længst flyttet til Kongebakken 24 i Roskilde, hvor de kunne fejre guldbryllup l0.12.1975. Ejler Iversen døde den 10.9.1979. Uddrag slut | IVERSEN, Ejler Christian (I50)
|
| 761 | Willy og Lis blev gift i 1940. De har formentlig truffet hinanden i Roskildes forlystelsesliv, fx Trægården. Willy arbejdede i Landmandsbankens hovedsæde i København og Lis havde egen damefrisørsalon med assistenter og elever i Blågårdsstræde 2 i Roskilde. Lejligheden, som hørte til salonen, blev deres fælles bolig. Willy var aktiv langtursroer i Roskilde Roklub og fulgte med i rosporten, også efter at han var flyttet fra byen. Lis uddannede sig fagligt og fik mesterdiplom som frisør. Om vinteren var de med i en læsekreds, hvor man havde mulighed for at læse de nye bøger. Schwartz' Boghandel i Roskilde cirkulerede bøgerne, så man hver fjortende dag fik to nye bøger at læse. Lis og Willy havde en lille bogreol, hvor Willy samlede få, men gode bøger, bl.a. af Henrik Pontoppidan, Johs.V. Jensen og den engelske forfatter D.H. Lawrence. Der var også biografier af polarforskeren Knud Rasmussen og den svenske læge Axel Munthes San Michele. Mens de boede i Roskilde fik de to børn, Søren og Karin. Inden nummer tre - Peter - blev født, var de i 1947 flyttet til eget hus på Kong Hans Allé 8 i Gladsaxe og Lis havde opgivet sit arbejde som frisør. Hun havde ikke siden erhvervsarbejde, men var „hjemmegående husmor" og tog sig altså af hus og børn og mand. Herdis fortæller i januar 2010, at hun og Orla var medvirkende til, at Peter blev til. Lis og Willy havde været på besøg hos Orla og Herdis i Slagelse. Da de kom hjem, fortalte Willy, „var der så skidekoldt, at vi lagde os tæt sammen for at holde varmen. Og så kunne vi sgu ikke komme fra hinanden igen." Kong Hans allé Huset på Kong Hans alle var et toetages hus med kælder. Da Lis og Willy overtog huset, boede der en logerende i det ene værelse på 1. sal, som man ikke bare kunne sige op, da der var boligmangel. Først da hun af sig selv flyttede, fik Lis og Willy kommunens godkendelse til at nedlægge værelset som selvstændig bolig. I de første år blev huset varmet op af en lille kakkelovn, som stod i den ene stue. Den blev fyret med koks, som skulle hentes i kælderen i en koksspand. Senere blev der indlagt centralvarme. Dette arbejde blev udført af en pensioneret smed - Persson - som havde arbejdet for Lis' far i Vindinge. Han udførte et meget flot arbejde, som vakte beundring, bl.a. hos kommunens folk, som skulle godkende anlægget. Willy var meget stolt over det flotte centralvarmeanlæg. Med centralvarmen kom der varme i alle rum, både i stuen og på 1. sal, og der kom badekar med telefonbruser. Men Willy slap ikke for at skovle koks, nu dog kun ind i fyret i kælderen. Da børnene var mindre, syede Lis det meste af deres tøj af aflagt tøj, hun havde fået forskellige steder fra, fx aflagt uniformstøj fra Børge, som var gift med Lis' søster Grethe og var ansat ved DSB-busserne i Valby. Noget tøj kom med pakker fra Lis's søster Anna i Amerika. En gang kom et sæt nålestribet tøj, som hun trak nålestriberne ud af og syede om til børnene. Når der kom en pakke fra Amerika var vi børn spændt på, hvad der kunne være i den ud over tøjet. Det var jo kort efter 2. verdenskrig, og man kunne ikke få alverden i Danmark. Som regel var der tyggegummi (det kunne man ikke få hjemme) og af og til var der legetøj. Lis var ferm til at lave mad og satte en ære i at holde huset pænt. Willy var ikke havemand, men han er dog set - og fotograferet - med haveredskaber. Willy kom i starten af 1950'erne til Landmandsbankens Godthåb afdeling på Frederiksberg, hvor han var kasserer. Han cyklede en stor del af året de 10 km til og fra arbejde. Med børn, hus og have blev der ikke så meget tid til at læse bøger. Willy gik af og til på biblioteket, men der blev længere og længere imellem besøgene. Han meldte sig til et aftenskolekursus i engelsk, men det blev vist ikke til så meget. Også med roningen var det slut, da han flyttede fra Roskilde. Han cyklede nogle gange til Bagsværd sø for at se ro-regatta og følge, hvordan det gik med Roskilde Roklub. De havde de ikke nogen stor omgangskreds. De traf dog efterhånden sammen med ægteparret Jacob og Inge Pedersen, som boede overfor på Kong Hans allé 7. Med dem fik de et livsvarigt venskab; de spillede kort sammen, kom til hinandens fester og rejste sammen. I slutningen af 1950'erne kom Willy til Landmandsbankens checkclearing som souschef. Afdelingen skulle sørge for at udveksle alle de checks, banken hver dag modtog fra andre banker. Dengang var checks den vigtigste betalingsform ved siden af kontanter. Det var meget store beløb, der hver dag blev clearet i afdelingen, og af og til kunne Willy komme hjem fra arbejde og fortælle, at man den dag havde en difference på flere millioner kroner. Måske på grund af kravene fra haven og arbejdet i banken besluttede de at flytte i lejlighed. Det var dog ikke nemt at sælge huset og især ikke at finde en lejlighed. Huset var sat til salg for 60.000 kr. og blev solgt for 58.000. I nogle år derefter boede de med de tre børn i et lille rækkehus i Valdemarskrogen 25. Willys bror Orlas enke, Herdis, erindrer i januar 2010, hvor lidt plads der var til familien: „Aj, der havde I ikke meget plads. Nej, hvor var det elendigt. Det snakkede vi så tit om. De har jo ikke plads, de kan jo ikke røre sig derude". Willy blev forfremmet til kontorchef for Checkclearingen, da den hidtidige chef døde. Han var dermed leder af et kontor med omkring 50 kvinder, som tastede checks ind. Med forfremmelsen syntes Willy, at han blev nødt til også at kunne kontaktes hjemme på telefon. Så forfremmelsen betød altså også, at familien fik telefon. Det var også i de år familien fik fjernsyn - sort/hvid, selvfølgelig, farvefjernsyn fandtes ikke. Højdepunktet i fjernsynet hidtil havde været en række underholdningsudsendelser med indsamling til Ungarn i forbindelse med opstanden i 1956. Søren, Karin og Peter var for første gang alene hjemme om aftenen, da Lis og Willy besøgte Lis's søster Grethe og hendes mand Børge, som havde fjernsyn, for at se en af ungarnsudsendelserne. Efter at Lis og Willy selv fik fjernsyn, var den første store udsendelse den årlige fodboldlandskamp mod Sverige. Lis og Willys venner, hr. og fru Pedersen blev inviteret til at se kampen i fjernsynet. Men kort efter kampens start sagde det „blop" i fjernsynet, og så forsvandt billedet og kom ikke tilbage. Der var mange tekniske uheld både med tv-apparatet og med udsendelserne dengang. Da Willy var op mod 50 år fik han læsebriller. En dag kom han hjem fra arbejde og fortalte, at han havde hørt, at en af damerne troede, at han havde „et godt øje" til hende. Fordi hver gang han kiggede ud over lokalet - og altså også på hende, kiggede han „så underligt" op over brillerne. Hun vidste ikke, at han ikke kunne se både kort og langt med de samme briller. Plejebarn I 1956 fik familien et ekstra barn: Willys bror Svends kone Else var død og havde efterladt sig to børn, Gerda og Hanne. Hanne var kun tre år, og Svend kunne ikke klare både arbejde og pasning af et lille barn, så Hanne var i pleje hos Lis og Willy i et års tid, indtil Svend havde truffet og giftet sig med Søtter. Lis og Willy blev en slags reserveforældre for Hanne, som flere år senere igen boede hos dem, mens hun uddannede sig i København. Laksegade På grund af de trange forhold i Valdemarskrogen gjorde Willy til slut noget, som bød ham meget imod: Han henvendte sig i banken og spurgte, om de kunne skaffe ham og familien en lejlighed i en af bankens mange ejendomme. Det førte til, at de fik en lejlighed i Laksegade 6 på 2. sal, lige ved Kongens Nytorv. Selv om lejligheden lå lige bag bankens hovedsæde, fortsatte Willy med at arbejde i checkclearingen, som lå på Lersø Parkalle. Lejligheden - som tidligere havde huset den russisk-ortodokse kirke - var meget stor med 4½ meter til loftet og næsten lige så høje vinduer mod gaden. Den blev sat i stand for bankens regning, og der var ingen smalle steder. Heller ikke med hårde hvidevarer. Så for første gang fik familien omkring 1963 køleskab og adgang til vaskemaskine og strygerulle. For Lis var det et eldorado. Nu var der masser af plads i stedet for det alt for lille rækkehus, og alt var nyistandsat. De købte nye, blanke mahognimøbler, og Lis kunne hver dag gå på indkøb i de små butikker i det indre København. Hun købte ost ét sted i en kælder, grøntsager et andet sted i en port, og hun hyggede sig med de handlende. Den periode, hvor Willy og Lis boede i Laksegade, var også den periode hvor børnene flyttede hjemmefra og selv fik familie. Men hver lørdag i flere år samledes alle i Laksegade, hvor Lis stillede op med stor frokost. Samtidig fik børnene vasket og rullet det medbragte vasketøj og fik et bad. Vesterbrogade Efter nogle år skulle banken bruge lejligheden i Laksegade til kontorer, og Willy og Lis fik tilbudt en anden lejlighed på Vesterbrogade i Teaterpassagen. Hvis lejligheden i Laksegade var stor, var den på Vesterbrogade enorm, omkring 200 kvadratmeter, og den blev på bankens regning udstyret med alt hvad Lis kunne ønske sig. Også her kom børn og børnebørn til lørdagsfrokost og hvert år til stor frokost 1. juledag. Alle i familien røg. Willy havde i sine yngre dage røget pibe, men nu røg han dagligt 20-30 cigaretter. Det samme gjorde børnene, og Lis røg lige så mange store cerutter, som de andre røg cigaretter. Hun købte Golf fejlfarve-cerutter i kasser à 50 stk og tømte en kasse på et par dage. Det var godt, der var højt til loftet! I perioder havde Lis en forkærlighed for specielle spiser. En periode var det knækbrød, som hun spiste lige fra pakken uden smør eller andet pålæg, en anden periode var det popcorn, som hun købte i 3-liters poser og spiste en pose dagligt. Rejser I 1970 var Willy og Lis på deres første udenlandsrejse, som gik til Cypern. Lis havde et stilehæfte med og skrev fyldig dagbog på turen. Hun nød det, selv flyveturen som var deres første. Og på Cypern oplevede hun med alle sanser, fx på 3. dagen, hvor de var på en bustur: "Turen gik til Kyrenia over bjergene. Her er ualmindelig gode veje, også bjergvejene er asfalterede. Det er et syn for guder at køre igennem olivenlunde, citronplantager, og der var en træ- og blomstervækst så frodig. Mandeltræer der blomstrede, johannesbrødtræer, alpevioler og meget andet." De kom hjem og havde haft en stor oplevelse og havde blandt andet set adskillelsen mellem det græske og det tyrkiske Cypern. De fik lyst til at rejse mere og var bl.a. i Israel og på ferier til Garda-søen med ægteparret Pedersen. Hverken Willy eller Lis hvde kørekort, og de havde ingen ønsker om at få bil, som mange ellers fik i de år. Et år var de med Willys bror Svend og Søtter på biltur rundt i Jylland - særligt Vendsyssel - og genså familie og gamle steder. Familie og venner Willy var hele livet „storebroderen" i den søskendeflok på otte, hvor han var den ældste. Han var den, som brødrene og Elsa gik til, hvis der var problemer, og han var den, som bestyrede den løbende opsparing, som de otte søskende havde oprettet - i starten for at finansiere forældrenes (Jensine og Hedlund) guldbryllup. Elsa var i lange perioder en hyppig gæst i hjemmet, og i andre perioder var det Kaj og hans kone Ruth, som kom ofte, Kaj ikke mindst efter at Ruth var død. Herdis citerer Willy for at sige, at den eneste gang, han så sin mor (Jensine) græde, var da han flyttede hjemmefra. Hun havde haft stor støtte i Willys myndighed overfor brødrene og nok også overfor Hedlund. Det var også Willy, som udredte den Magasin-konto gæld, som stod tilbage, da Elsa døde og gælden efter Kaj, da han døde. Det indebar blandt andet, at Willy købte en læderjakke fra Kajs bo. Det var også Willy, som tog til Jylland for at prøve at tale sin bror Svend til fornuft, da han drak for meget. Willy var altid ædruelig uden at være asketisk. Der var øl og snaps på bordet, når børnene kom hjem til lørdagsfrokost og ved andre lejligheder, fx i sommerhus. Mens de boede på Vesterbrogade blev Lis meget inspireret af en veninde (fru Jensen), som boede på den anden side af gaden. Hun ændrede tøjsmag til noget mere smart og gik ture i Tivoli sammen med fru Jensen, som var gift med en af Willys kolleger. Lis og Willy havde stor glæde af at spille på et lille billiard, som Willy havde købt, og i øvrigt spillede de meget kort og raflede. Pensionistliv På Vesterbrogade blev Lis syg. Hun blev forvirret og glemsom, og først da man fandt ud af, at det skyldtes forhøjet blodtryk, blev hun indlagt på Bispebjerg hospital. Hun var psykisk meget dårlig under indlæggelsen, og efter at hun var kommet hjem igen var hun i flere år - måske resten af livet - glemsom og af og til desorienteret. Det førte til, at Willy lod sig pensionere fra banken tidligere end han ellers havde tænkt sig for at være hjemme og støtte Lis. Da det kneb med at klare den store lejlighed på Vesterbrogade, fik de en 2-værelses lejlighed i bankens pensionistkompleks på Skjoldagervej i Jægersborg. På Skjoldagervej var der mulighed for dagligt at spise i en fælles „restaurant", og det benyttede de sig af. På den måde mødtes de dagligt med andre beboere, hvoraf mange var tidligere kolleger til Willy. Da børnene var små havde Willy benyttet sig af at kunne leje bankens sommerhuse i Rørvig, når der var mulighed for det. Så tog familien af sted, i begyndelsen med tog og bus, senere med en taxavognmand, og - da børnene havde fået biler - med bil. Så var der altid fest og sjov og ofte besøg af andre familiemedlemmer. På deres ældre dage holdt Willy og Lis af at låne et sommerhus i en uge om efteråret. Så kunne de gå ture i Rørvig og nyde efterårsvejret og plukke brombær. Lis døde sådan en dag, hvor de skulle af sted på efterårsferie til Rørvig. Karin og Ole skulle hente dem. Lis sad på en bænk i entreen og ventede med hat og frakke på, da hun uden varsel faldt ned af bænken og var død på stedet af en sprængt hovedpulsåre. Willy blev boende i lejligheden. Han gjorde sig nyttig i pensionistbebyggelsen ved at gå i byen for de beboere, som ikke selv kunne. Han bevarede et forholdsvis godt helbred højt op i alderen, men var ensom de sidste år. Han havde stor glæde af at være sammen med børn og børnebørn, både når han selv inviterede på kro-ophold i Hundested eller på ål i Fiskerhuset ved Tystrup sø, men også når han deltog i den tradition, der blev indstiftet i de år: At hele familien samledes 2. juledag på skift hos et af de tre børn. Lis' søster Grethe var en hyppig gæst på Skjoldagervej, efter at Willy var blevet alene. Grethe hjalp med huslige gøremål og de tog på udflugter sammen. Willy døde næsten lige så pludseligt som Lis. Han meldte afbud til Sørens fødselsdag i Sorø en onsdag. Han syntes ikke, at han havde det godt, men var glad for at fødselsdagen i stedet kunne flyttes til Skjoldagervej, så han kunne være med, og hvor de andre børn og svigerbørn også kunne være. Han klagede over smerter i ryggen. Fredag aften ringede han og sagde, at det stadig var skidt med ryggen. „Jeg tror sgu, at jeg går over på sygehuset", sagde han. Næste morgen var han død. | Familie: Niels Villy GUSTAVSEN / Elise Cecilie IVERSEN (F3)
|
| 762 | Ægteviede folk i Svanninge kirke Ungkarl Hans Christensen og enke Karen Madsdatter Trolovede 16. april 1795 Viede 5. maj 1795 Forlovere: Gmd Lars Madsen og Ivar Smed i Svanninge | Familie: Hans CHRISTENSEN / Karen MADSDATTER (F117)
|
| 763 | Ægteviede Folk i Svanninge Sogn 1793 Trolovet 22. marts Enkemand Ivar Pedersen, Svanninge og Maren Christensdatter, Svanninge Bryllup 2. maj Forlovere Søren Hansen Gårdmand Lars Hansen Gårdmand Begge af Svanninge | Familie: Iver PEDERSEN / Maren CHRISTENSDATTER (F105)
|
| 764 | Ægteviede i Svanninge kirke Jens Christensen ungkarl og Anna Hansdatter, Svanninge. Trolovet 4. juni 1783 Viet 27. juni 1783 Forlovere: Hans Sørensen og Ole Pedersen | Familie: Jens CHRISTENSEN / Anne HANSDATTER (F116)
|
| 765 | Ægteviede i Svanninge kirke Ungkarl Rasmus Christensen og pigen Karen Jensd., Svanninge Trolovede 29. oktober 1803 Viede 30. november 1803 Forlovere: Lars L.M.S. Madsen, Christen C.N.S. Nielsen | Familie: Rasmus CHRISTENSEN / Karen JENSDATTER (F118)
|
